KIF-stjerner revancherer sig med storsejr over bundhold

Skrevet af admin

13/12/2014

Dagens topnyheder

Det suveræne tophold i Boxer Herre Ligaen, KIF Kolding København, kom hurtigt tilbage på sejrskurs, efter holdet i sidste runde tabte sæsonens første kamp til Aalborg.

På hjemmebane tog KIF øjeblikkeligt revanche med en klar sejr på 29-17 over bundholdet Skanderborg.

Allerede i første halvleg satte KIF tingene på plads med en føring på 18-8, mens storfavoritten efter pausen leverede en knap så god offensiv præstation.

Med sejren har KIF et forspring på seks point ned til nummer to, Aalborg.

Endnu et bundhold - Odder - blev også sat eftertrykkeligt på plads, da GOG kiggede forbi og sejrede med hele 41-19 efter 19-9 ved pausen.

GOG ligger på niendepladsen og er lige netop uden for top-otte, der avancerer til slutspillet.

Sønderjyske og Århus Håndbold optager lige nu de yderste mandater i det selskab. Lørdag mødtes de i Sønderjylland, hvor hjemmeholdet hev sejren hjem med 31-27 efter 14-12 efter halvtid.

Dermed tog Sønderjyske syvendepladsen fra netop Århus Håndbold.

/ritzau/