KIF-træner blev indlagt efter kollaps

Henrik Kronborg har haft en noget turbulent sommer, der har budt på helbredsmæssige problemer.

Før han 30. juli startede træningen med KIF Kolding København, var Kronborg til VM i Bosnien-Hercegovina på sin sidste opgave som træner for U21-landsholdet, og det blev en grim oplevelse for den 43-årige Kronborg.

På grund af et ildebefindende måtte han sidde udenfor i U21-landsholdets første to kampe, men derefter var han at finde på trænerbænken resten af turneringen. Da VM, som i øvrigt endte med en skuffende dansk 13. plads, var afsluttet, vendte helbredsproblemerne dog tilbage. På vej hjem til Danmark besvimede Henrik Kronborg i flyet, og han blev herefter indlagt på et hospital i fire dage til forskellige undersøgelser.

Mere end det har Henrik Kronborg dog ikke lyst til at fortælle om de problemer, han har haft i sommerens løb.

- Det er der sådan forholdsvis styr på. Jeg har det bedre nu. Men jeg synes, at det er et privat anliggende, så det er ikke noget, jeg vil sige mere om, siger Henrik Kronborg.

Han understreger, at den grimme oplevelse ikke har haft nogen indvirkning på opstarten i KIF Kolding København, hvor Henrik Kronborg i denne sæson skal forsøge at skaffe det første sæt guldmedaljer til den ambitiøse klub. KIF startede træningen i sidste uge, og Kronborg har pisket Boldsen, Spellerberg & co. igennem en hård fysisk opstart, så de er gearet til en lang sæson med et pakket kampprogram i både den hjemlige turnering og Champions League.

- Vi har haft rigtig stort fokus på fysisk træning. I dag (i går, red.) er kun fjerde gang, vi har haft en decideret håndboldtræning. Vi prøver jo at ramme en fysisk form for spillerne, så de er gearet til en sæson, der bliver lang. Men der er et stykke vej endnu, siger Henrik Kronborg, der samtidig med jobbet i KIF fortsætter som assistent for Ulrik Wilbek på landsholdet.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Selvsamme Wilbek kritiserede i afslutningen af sidste sæson KIF for at træne for lidt på grund af den specielle geografiske konstruktion, som betyder, at spillerne har færre fælles træninger end mange andre klubber. Det er dog ikke noget, der bekymrer Kronborg, som føler sig overbevist om, at han og holdet nok skal få stablet et slagkraft KIF-mandskab på benene.

- Fællestræningerne bliver i Nyborg, og så bliver der individuel træning i øst, som jeg tager mig af, mens Bilal (Suman, assistenttræner, red.) står for den individuelle træning i vest. Med det kampprogram, vi har, så kan man ikke sige, at vi skal træne så og så mange gange. Men vi skal nok ramme et passende antal træninger, siger han.

 

 

 

 

Dagens Gossip