KIF vandt tæt topkamp mod BSV

KIFerne udnyttede iskoldt BSVs fejl i slutfasen, og dermed vandt Bo Spellerberg & co. kampen 26-25.

KIF kom bedst fra start i opgøret og bragte sig hurtigt foran 4-1. Solidt forsvarsspil og et tempofyldt angreb bragte KIF i spids, men langsomt kom BSV i gang og kom på omgangshøjde med udeholdet. Herefter ramte BSV en god periode og ved stillingen 12-8, så det ud til, at Kristian Kjelling & co. var på vej til løbe KIF midtover. Men KIF fik smidt lidt grus i BSV-maskinen og kom til pause bagud 11-13.

I anden halvleg kom BSV bedst fra start og truede igen med at stikke afgørende af på måltavlen. Men en udvisning til hjemmeholdet blev dyr, og KIF fik igen kontakt til BSV. Herefter fulgtes holdene ad indtil de sidste ti minutter, hvor BSV igen - primært takket være en fantomindsats i målet af indskiftede Dane Sijan - så ud til at komme afgørende foran. Men i de sidste par minutter viste de mange rutinerede KIF-spillere klassen og udnyttede kynisk hjemmeholdets fejl. Et par Kasper Hvidt-redninger og scoringer af Bo Spellerberg og Kasper Irming betød, at KIF fik fuldt pointudbytte af dagens anstrengelser i Jysk Arena i Silkeborg.

BSV havde muligheden for at udligne på et sidste angreb, men her smed BSVs unge talent Theis Baagøe bolden væk. Derefter var det en formsag for de erfarne KIFere at holde bolden i egne rækker, indtil tiden løb ud.

Dermed har KIF fået en optimal start på sæsonen med maksimumpoint efter to kampe mod Aalborg Håndbold og BSV.

Dagens Gossip