Kijev: Vi er snart klar til sidste fase i Donetsk

Det endelige slag om den østukrainske storby Donetsk er ifølge regeringen i Kijev nær.

En militærtalsmand siger mandag morgen, at regeringsstyrkerne netop nu forbereder sig på den sidste fase i bestræbelserne på at vinde byen tilbage fra de prorussiske styrker, der tidligere på året besatte store områder og byer i det østlige Ukraine.

I den seneste tid har hæren vundet betragteligt frem, hvilket blandt andet har lagt gaderne øde i millionbyen Donetsk af frygt for, hvad der kommer til at ske.

Talsmanden, Andrij Lysenko, fortæller, at den ukrainske hær har afskåret Donetsk fra separatisternes næststørste højborg, Lugansk, der ligger på grænsen til Rusland.

- Styrkerne fra antiterror-operationen forbereder sig på den sidste fase med at befri Donetsk - vores styrker har fuldstændig skåret Donetsk af fra Lugansk, siger Andrij Lysenko til Reuters.

- Vi arbejder på at befri begge byer, men det er bedst at tage Donetsk først - det er mere vigtigt, siger han.

I weekenden opfordrede den selvbestaltede premierminister for de prorussiske oprørere i det østlige Ukraine, Aleksander Sakhartjenko, til våbenhvile i Donetsk.

Det blev afvist af Kijev, der i stedet opfordrede separatisterne til at overgive sig.

Kampene i det østlige Ukraine er taget til i styrke i kølvandet på den formodede nedskydning af det malaysiske passagerfly MH17, hvor 298 personer mistede livet. Vesten mener, at oprørerne står bag forbrydelsen.

Både Kijev og Vesten beskylder Rusland for at forsyne oprørerne med våben og mandskab. Herunder med de raketter, der skal have forårsaget ulykken.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip