Kilde: F1-løb i USA bliver kørt trods snak om aflysning

Skrevet af admin

09/03/2016

Dagens topnyheder

Arrangørerne bag det amerikanske Formel 1-grandprix i Austin, Texas, ventes onsdag at slå fast, at løbet i USA vil blive kørt som planlagt til oktober.

Det skriver nyhedsbureauet AP ifølge Reuters.

I månedsvis har der været spekulationer om, hvorvidt de hurtige biler ville komme til at køre på Circuit of the Americas-banen i år på grund af økonomiske problemer.

Men på et pressemøde onsdag vil meldingen være, at F1-løbet bliver kørt, lyder det fra en anonym kilde med kendskab til beslutningen.

Det har ikke været muligt at få en officiel bekræftelse af oplysningen.

Texas' grandprix er sat til at løbe af stablen 23. oktober ifølge løbskalenderen. Dog står der på den officielle Formel 1-hjemmeside yderligere et "forbehold for bekræftelse" ud for datoen for det amerikanske løb.

Circuit of The Americas' løbsarrangører har hele tiden holdt fast i håbet om, at banen nær Austin ville få besøg af Formel 1-karavanen i år.

Ligeledes har Formel 1-bossen Bernie Ecclestone givet udtryk for, at løbet også i 2016 vil blive kørt på amerikansk jord.

Ifølge nyhedsbureauet AP ville det være en mavepuster for Formel 1, hvis sæsonens besøg i USA aflyses, da håbet netop er at udvide på det amerikanske marked.

Formel 1 droppede USA fra 2008 til 2011, mens løbene i Austin i 2012, 2014 og 2015 var afgørende i titelræset.

Det første løb i dette års Formel 1-sæson bliver kørt i Melbourne, Australien, 20. marts.

/ritzau/