Kilde: Mand med våben i Disneyland frygtede for sikkerhed

Skrevet af admin

29/01/2016

Dagens topnyheder

En 28-årig europæisk mand er torsdag blevet anholdt med to skydevåben i Disneyland Paris, skriver flere udenlandske nyhedsbureauer.

Manden blev "opdaget, da han ankom til et hotel i Disneyland, hvor han havde reserveret et værelse. Sikkerhedspersonalet fandt to skydevåben, ammunition og en koran på ham". Det oplyser en politikilde til nyhedsbureauet AFP.

Dog er der angiveligt intet, der tyder på, at manden havde planlagt et angreb, siger en politikilde med kendskab til sagen.

Til AFP siger kilden, at de indledende undersøgelser "ikke peger på terror", men at manden har oplyst til politiet, at han medbragte skydevåben, fordi han frygtede for sin egen sikkerhed.

En kvinde blev også anholdt torsdag i forbindelse med sagen, da politiet mente, at hun var kæreste til manden. Det viste sig senere, at betjentene havde fået fat i den forkerte person. Kvinden blev derfor siden løsladt.

Mandens kæreste er stadig eftersøgt.

Ifølge franske medier gemte den 28-årige våbnene i en taske, hvor der også lå et eksemplar af Koranen. Papirer, som manden havde på sig, indikerer, at han bor i Paris.

Manden er ikke i forvejen kendt af politiet.

Angiveligt arbejder han på et brasseri i den franske hovedstad.

Den 28-årige blev opdaget, da han gik igennem en metaldetektor i forlystelsesparkens New York Hotel. Alarmen gik, og politiet blev tilkaldt med det samme. Manden blev anholdt, og politiet gennemsøgte hans bil.

- Politiet blev tilkaldt med det samme, og den pågældende person blev anholdt. Vi arbejder fortsat tæt sammen med myndighederne, siger Francois Banon, talsmand for Disneyland Paris, i en skriftlig udtalelse ifølge BBC.

- Vores gæsters og medarbejderes sikkerhed er vores førsteprioritet, siger han videre.

Disneyland Paris består af temaparker, hoteller, biografer og butikker. Forlystelsesparken ligger i Marne-la-Vallee cirka 30 kilometer uden for Paris.

Det er den meste besøgte forlystelsespark i Europa med 14,8 millioner besøgende i 2015.

Frankrig er stadig i undtagelsestilstand, efter at 130 mennesker blev dræbt i flere angreb i hovedstaden 13. november.

/ritzau/