Kilder: Gerhard Schröder blev aflyttet af USA

Skrevet af admin

04/02/2014

Dagens topnyheder

Dokumenter tyder på, at Tysklands tidligere socialdemokratiske forbundskansler Gerhard Schröder blev aflyttet af den amerikanske efterretningstjeneste NSA.

Det rapporterer tv-stationen NDR og avisen Süddeutsche Zeitung, som i fællesskab har talt med kilder i den tyske og amerikanske regering og kilder i NSA. De støtter sig samtidig på dokumenter fra whistlebloweren Edward Snowden.

Schröder optræder i 2002 på NSA's liste over personer, som skal overvåges.

Han er indskrevet i listen med nummer 388.

Kilder i den amerikanske regering og NSA siger samstemmende, at det var Schröders konfrontationskurs over for USA under forberedelsen af krigen i Irak, som var grunden til aflytningen.

- Dengang ville jeg aldrig være kommet på den idé, at jeg blev aflyttet af amerikanske tjenester. Nu overrasker det mig ikke mere, siger den daværende krigsmodstander Schröder tirsdag til de to medier.

For et halvt år siden blev det afsløret, at Schröders kristeligt demokratiske efterfølger som forbundskansler Angela Merkel - der var fortaler for Irakkrigen - har fået aflyttet sin mobiltelefon af NSA.

Dengang hed det, at aflytningen havde stået på længe før, at hun blev forbundskansler i 2005.

Men amerikanske kilder siger til NDR og Süddeutsche Zeitung, at aflytningen ikke var rettet mod personen, men den funktion de udfyldte. Derfor blev Merkel først aflyttet fra 2005.

I et dokument, som Snowden har lækket, var den siddende forbundskansler registreret i NSA's "National Sigint Requirement List". Det var her, at nummeret 388 blev brugt.

Grunden til at Schröder skulle aflyttes, var ifølge kilderne, ud over den tyske modstand over for Irakkrigen, at amerikanerne frygtede, at Nato-samarbejdet ville bryde sammen.

- Vi havde grund til at antage, at (Schröder, red.) ikke bidrog til alliancens succes, siger en amerikansk kilde med direkte kendskab til spionage-aktionen.

Det var ikke kun aflytning af Schröders og Merkels telefoner, som det gjaldt for for NSA. Også hvad der blev skrevet og talt om.

Tyske regeringskilder taler om "opsnapning af regeringskommunikation" og mener, at langt flere end forbundskansleren kan have været mål for aflytning og overvågning.

Præsident Barack Obama sagde sidste år, at aflytningen af Merkel ikke længere finder sted.

/ritzau/