Kilder: Landstyrke fra saudisk-ledet koalition i Aden

Situationen i den sydlige havneby Aden i Yemen er søndag uklar med flere meldinger om, at der skulle være et mindre antal soldater fra den saudisk-ledede koalition til stede på landjorden.

En talsmand for koalitionen afviser over for Reuters, at der er indledt en større landoperation i Aden.

- Jeg kan forsikre om, at ingen koalitionsstyrker er gået ind på landjorden i Aden i dag, siger talsmanden, brigadegeneral Ahmed Asseri, til den saudiarabiske tv-kanal al-Ekhbariya.

Oplysningen om et antal soldater på landjorden kom blandt andet fra en af de sydlige militser, der kæmper mod houthierne.

Ali al-Ahmed, der er talsmand for militsen, sagde tidligere søndag til Reuters, at 40-50 arabiske specialstyrker deltager i kamp i området omkring Adens lufthavn.

Men den melding ændrede han senere på dagen, da det var konstateret, at der var tale om yemenitiske styrker - ikke specialstyrker, som var ankommet til Aden for at hjælpe lokale militser mod houthierne.

Brigadegeneral Ahmed Asseri tilføjer over for Reuters, at koalitionen fortsat hjælper i kampen mod Houthi-oprørere.

Han vil ikke kommentere, hvorvidt koalitionen har indsat specialstyrker i Aden, men han siger til den arabiske tv-station al-Jazeera, at "alle muligheder er åbne".

Tidligere meldte flere andre kilder også om, at et "begrænset" antal soldater fra den saudisk-ledede koalition var indsat i Aden for at støtte kampen mod oprørere.

- En begrænset koalitionsstyrke er gået ind i Aden, og en anden styrke er på vej, oplyser en yemenitisk regeringskilde, der ønsker at være anonym, til nyhedsbureauet AFP.

Regeringskilder i Yemen sagde også, at der er mindst 20 soldater fra den saudisk-ledede koalition på en rekognosceringsmission i Aden, skriver nyhedsbureauet AP ifølge flere internationale medier.

Senere på dagen sagde kilderne til AP, at der var yemenitiske soldater imellem, som gør tjeneste i de væbnede styrker i nogle af de golflande, der er en del af koalitionen.

En højt placeret kilde i en af de militser, der er loyal over for Yemens præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi, sagde tidligere til AFP, at en udenlandsk styrke "vil begynde at hjælpe os i kampen" mod oprørere og styrker loyale over for den afsatte præsident Ali Abdullah Saleh.

Hvis oplysningerne, om at landstyrker er i kamp i Yemen, bekræftes, er der tale om en klar optrapning af konflikten i Yemen.

Koalitionen med Saudi-Arabien i spidsen har foretaget luftangreb mod Houthi-oprørerne og deres allierede siden 26. marts, men det er første gang, at der er meldinger om udenlandske soldater på landjorden i Yemen.

Den saudisk-ledede koalition har hidtil ikke villet udelukke, at det kan komme på tale at indsætte landstyrker som opfølgning på luftangrebene.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip