Kim Jong-un vil kunne angribe "fjender" med atomvåben

Skrevet af admin

11/03/2016

Dagens topnyheder

Fjender af Nordkorea skal kunne frygte et atomangreb, lyder det fra den nordkoreanske leder, Kim Jong-un.

Han har overværet en militærøvelse med affyringen af et ballistisk missil, og i kølvandet på øvelsen siger han ifølge statsmediet KCNA, at udviklingen af atomvåben i landet skal fortsætte.

- Nordkorea skal arbejde på at blive i stand til at udføre atomangreb mod fjender både til lands, til vands og i luften ved hjælp af forskelligartede fremføringssystemer af nukleare sprænghoveder, siger Kim Jong-un til KCNA ifølge Yonhap, Sydkoreas største nyhedsbureau.

Det fremgår ikke, hvornår den nordkoreanske leder overværede affyringen, men den seneste tid har der været en række militærøvelser i landet. Så sent som torsdag skød Nordkorea to kortrækkende missiler ud over havet.

Kim Jong-un har yderligere beordret flere atomprøvesprængninger med miniature-udgaver af sprænghoveder til ballistiske missiler. Nordkorea har tidligere meddelt, at militæret råder over netop disse sprænghoveder til at fremføre atombomber.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har Jong-un understreget vigtigheden af at udføre "flere atomsprængninger for at afprøve de nyudviklede sprænghoveders ødelæggende kraft".

Også AFP har sine oplysninger fra nordkoreanske KCNA.

FN udvidede tidligere på måneden sine sanktioner mod styret i Nordkorea, efter at landet 6. januar gennemførte en atomprøvesprængning. Den fjerde siden 2006.

Nordkorea har efterfølgende kaldt sanktionerne for "uretfærdige og ulovlige".

/ritzau/