Kim Kielsen bliver Grønlands nye leder

Siumuts leder, Kim Kielsen, bliver landstyreformand i Grønland de kommende fire år.

Dermed bliver det den tidligere sømand og politibetjent, der skal forsøge at trække landet ud af de økonomiske problemer, når han skal lede en koalitionsregering med Demokraterne og Atassut.

Det oplyser de tre partier på et pressemøde torsdag, skriver Sermitsiaq.

Siumut fik 11 mandater ved valget fredag 28. november. Demokraterne fik fire, mens Atassut fik to mandater. Tilsammen har den nye koalition 17 mandater mod oppositionens 14.

Dermed sidder den kommende koalitionsregering på et spinkelt flertal.

Det socialdemokratiske Siumut er Grønlands store gamle parti, og selv om partiet fortsat er Grønlands største parti, var der tale om en tilbagegang siden forrige valg på 8,6 procent.

Kim Kielsen overtog formandskabet i Siumut efter den tidligere regeringsleder Aleqa Hammond, der for to måneder siden måtte trække sig fra posten efter en sag om bilagsrod.

Hun blev afsløret i at have brugt 106.000 offentlige kroner på blandt andet hotelophold til sin egen familie.

Sagen medførte, at der blev udskrevet valg i Grønland kun halvandet år efter, at grønlænderne senest stemte.

Efter valget stod det klart, at det socialdemokratiske Siumut fik 34,3 procent af stemmerne, mens oppositionspartiet IA fik opbakning fra 33,2 procent af vælgerne.

Siumut har siden hjemmestyrets indførelse i 1979 og frem til 2009 haft landsstyreformandsposten (statsministerposten) og i 30 år domineret grønlandsk politik.

Demokraterne er et socialliberalt parti, som blev stiftet i 2002, og hvis formand er Anda Uldum. Partiet har fire mandater og har dermed fordoblet sit mandattal.

Knud Kristiansen er formand for Asassut, der har som mål at "modarbejde løsrivelse fra det danske rige."

/ritzau/

Dagens Gossip