Kim Poulsen erstatter fyret Jesper Sørensen i Silkeborg

Skrevet af admin

08/12/2014

Mest læste i dag

Fodboldklubben Silkeborg IF har fyret cheftræner Jesper Sørensen efter en miserabel efterårssæson i Superligaen, hvor klubben kun har hentet fire point i 17 kampe.

Han bliver erstattet af Kim Poulsen, der begynder i jobbet 1. januar.

- Vi har været glade for samarbejdet med Jesper Sørensen, der sikrede os oprykning i sidste sæson efter dygtigt arbejde, men vi må konstatere, at et efterår med historisk dårlige resultater gør det nødvendigt at få nye øjne på tingene.

- Derfor har vi besluttet at ansætte Kim Poulsen, der har haft succes i arbejdet med talenter og som træner i klubber, hvis vilkår kan sammenlignes med Silkeborgs.

- Kim Poulsen er kendt for at få det maksimale ud af de fodboldspillere, han arbejder med, siger Silkeborgs administrerende direktør, Kent Madsen, til klubbens hjemmeside.

Også i sportschefstillingen bliver der ændringer.

Talentchef Jesper Stüker skal fremover også varetage posten som sportschef.

- Mit mål er i første omgang, at vi får skabt et stærkt team, som står sammen om projektet.

- Nøgleord som kontinuitet, kvalitet og naturligvis overskud, format og vilje skal medvirke til, at vi på sigt, på vores unikke måde, kan overhale klubber med større økonomiske muskler, siger Jesper Stüker.

Den nuværende sportschef, Peder Knudsen, overgår til en funktion som A+-træner med overordnet ansvar for ungdomsarbejdet i Silkeborg.

- Jeg glæder mig til at komme ud på træningsbanen og arbejde med de unge mennesker på daglig basis.

- Det har været et ønske fra min side gennem længere tid at få mere græs under fødderne, og nu kommer jeg til at beskæftige mig med det, jeg holder allermest af i fodbold, den daglige træning og udviklingen af fodboldspillere, siger Peder Knudsen.

Silkeborg har 15 point op til OB, der ligger lige over nedrykningsstregen før forårets afsluttende 16 kampe.

/ritzau/