Kims magtfulde onkel er udrenset i Nordkorea

Skrevet af admin

03/12/2013

Dagens topnyheder

Jang Song-Thaek, der er onkel til Nordkoreas leder, Kim Jong-Un, og én af landets mest magtfulde personer, er blevet fjernet fra sin post. To af hans nærmeste allierede er henrettet.

Det rapporterer sydkoreanske medier.

Sydkoreanske efterretningskilder siger til nyhedsbureauet Yonhap og nyhedskanalen YTN, at Jang, der i en lang årrække har været en central aktør i Kim-dynastiet, har mistet sin stilling som næstformand i landets øverste militære råd.

Det sydkoreanske parlament er i al hemmelighed blevet orienteret om den sidste udvikling, hedder det.

Hvis oplysningen bliver endelig bekræftet, så kan det være en af de største omvæltninger i den nordkoreanske ledelse, siden Kim efterfulgte sin afdøde far Kim Jong-il i december 2011.

I orienteringen til det sydkoreanske parlament hedder det, at to af Jangs nærmeste allierede - Ri Yong-Ha og Jang Soo-Kil - blev henrettet i midten af november.

- Henrettelserne blev bekendtgjort til alt militært personel. Siden da er Jang forsvundet, fortæller en sydkoreansk lovgiver.

/ritzau/AFP