Kina afviser USA-anklage om vanvids-flyvning

Skrevet af admin

24/08/2014

Mest læste i dag

Kina kalder amerikanske beskyldninger om vanvittig flyvning, foretaget af piloten i et kinesisk jagerfly, som grundløse.

I stedet beskyldes USA for "massiv og jævnlig" overvågning, og det er farligt og øger risiko for kollisioner i luften.

Afvisningen står at læse i kinesiske statsmedier.

Det er en reaktion på de beskyldninger, som USA fremsatte fredag.

Da rapporterede CNN, at et kinesisk kampfly havde foretaget provokerende manøvrer tæt på et amerikansk fly i luftrummet over i Det Sydkinesiske Hav.

Den kinesiske jager gennemførte farlige manøvrer helt tæt på det amerikanske fly. På et tidspunkt var der blot seks meter imellem de to flys vinger.

Admiral John Kirby, talsmand for forsvarsministeriet i Washington, sagde, at piloten i det kinesiske kampfly opførte sig "temmelig aggressivt og meget uprofessionelt".

Episoden fandt ifølge USA sted tirsdag i internationalt luftrum 220 kilometer øst for Hainan-øerne, oplyser Pentagon.

- Det kinesiske jetfly passerede også næsen af P-8 (det amerikanske fly) i en 90 graders vinkel med undersiden ind mod P-8, formentligt - tror vi - for at vise dets våben, skrev CNN på sin netavis.

Xinhua, Kinas officielle nyhedsbureau, citerer Yang Yujun, talsmand for Kinas forsvarsministerium, for at kalde de amerikanske beskyldninger "helt grundløse".

Den kinesiske pilot, siger talsmanden, fløj i sikker afstand og foretog almindelige observationer af det amerikanske fly.

Men USA's omfattende og jævnlige overvågning af Kina bringer sikkerheden i luften og på havet i fare, siger talsmanden videre.

Det Sydkinesiske Hav har i længere tid været scene for uløste politiske spændinger mellem Kina, som de seneste år har gjort krav på en større kinesisk luftzone, og flere andre nationer i regionen, blandt dem Japan.

/ritzau/AFP