Kina-aktivisten Harry Wu er død

Skrevet af admin

27/04/2016

Dagens topnyheder

Den mangeårige forkæmper for menneskerettigheder i Kina Harry Wu er død. Han blev 79 år.

Hans stiftelse, Laogai Research Foundation, oplyser, at han døde tirsdag under en ferie i Honduras.

Harry Wu oprettede stiftelsen tilbage i 1992 for at øge opmærksomheden om Kinas såkaldte "laogai".

Det er centre med tvangsarbejdere, der blev indført i Kina under revolutionslederen Mao Zedong.

For år tilbage blev Harry Wu dømt 19 års fængsel i Kina, da han udtalte sig kritisk om Sovjetunionen, en af Kinas allierede.

I 1979 blev han løsladt, og seks år senere kom han til USA, hvor han siden arbejdede for at øge opmærksomheden og omverdenens viden om arbejdscentrene i Kina.

Han kom siden til Kina igen, men i 1995 blev han anholdt og anklaget for spionage i Kina.

AFP skriver, at det var gengældelse for hans arbejde for menneskerettigheder.

Han blev dømt 15 års fængsel, men blev så deporteret til USA.

Wu, der i øvrigt har skrevet flere bøger, har også grundlagt Laogai-museet i Washington DC, den amerikanske forbundshovedstad.

Harry Wu efterlader sig sin søn, Harrison, og sin tidligere kone, Ching Lee, oplyser hans stiftelse.

/ritzau/AFP