Kina anholder 88 i international menneskejagt

Skrevet af admin

22/09/2014

Dagens topnyheder

Kinesisk politi har anholdt 88 mistænkte under en international menneskejagt, der har stået på siden juli, og som er rettet mod korrupte embedsmænd og mistænkte i økonomisk kriminalitet, der er flygtet fra landet.

Det beretter ministeriet for offentlig sikkerhed ifølge det statslige nyhedsbureau Xinhua.

11 af de mistænkte har været på flugt i mere end 10 år, lyder det ifølge ministeriet.

Det inkluderer en forretningsmand ved navn Wang, der i 14 år har været på flugt og blev fanget i Canada. Han har angiveligt franarret sine ofre mere end 60 millioner kinesiske yuan (omkring 56 millioner kroner).

En anden mistænkt, hvis efternavn også er Wang, mistænkes for at have franarret 100 millioner yuan gennem falske kontrakter.

35 af de 88 mistænkte blev "overtalt" til at komme tilbage til Kina fra deres flugtsteder i USA, Canada og Belgien med henblik på at melde sig selv.

Korrupte kinesiske embedsmænd og forretningsmænd har flygtet til andre lande siden slutningen af 1980'erne.

Kina lancerede jagten i juli for at "blokere den sidste udvej" for korrupte embedsmænd.

Det sker på et tidspunkt, hvor Kina slår hårdt ned på sådanne forbrydelser, hvilket har gjort det sværere at misbruge et embede.

Jagten på korrupte embedsmænd og mistænkte i økonomisk kriminalitet forventes at fortsætte til slutningen på året.

/ritzau/