Kina efterlyser en politisk løsning på Krim-konflikt

Skrevet af admin

07/03/2014

Dagens topnyheder

USA indfører sanktioner mod Rusland. Det samme gør EU. Men Kina afviser at tage del i den internationale sanktionspolitik. I stedet skal konflikten mellem Rusland og Ukraine over Krim-halvøens tilhørsforhold løses politisk.

Det mener Kina, der ellers har forholdt sig tavs om situationen.

- Kina har hele tiden været imod den lette løsning med sanktioner i internationale forhold og brugen af sanktioner som en trussel, siger det kinesiske udenrigsministeriums talsmand, Qin Gang.

- I den nuværende situation håber vi, at alle parter kan tage skridt frem mod at undgå en optrapning af spændingerne. Der må arbejdes hårdt på at finde en politisk løsning på krisen. Det er vejen ud af krisen, siger han.

USA og EU indfører sanktioner mod Rusland som straf for "Ruslands uprovokerede brud på Ukraines suverænitet" på Krim.

Det indebærer en suspendering fra EU's side af forhandlinger med Rusland om visumliberalisering og en ny samarbejdsaftale.

USA indfører visabegrænsninger og indefryser værdier, som navngivne russere og Krim-borgere måtte have deponeret i USA.

Men man skal ikke regne med, at samme sanktioner kan komme fra den kinesiske regering.

- Vi opfordrer alle parter i Ukraine til at løse problemet fredeligt inden for en lovlig og ordentlig ramme via dialog og forhandling og på oprigtig vis varetage interesserne for hele Ukraines befolkning, så der kan genetableres orden, fred og stabilitet i regionen, siger Qin Gang.

Rusland og Kina er begge permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og har tætte bånd. Blandt andet har de to lande ført samme linje vedrørende krisen i Syrien.

Kina respekterer dog Ukraines selvstændighed, suverænitet og territoriale integritet, men har indtil videre kun vist sparsom interesse i at hjælpe Ukraine økonomisk eller involvere sig i situationen.

I stedet har landet holdt lav profil, som det ofte gør i internationale kriser.

/ritzau/Reuters