Kina fastholder ny luftzone trods advarsel fra USA

Skrevet af admin

27/11/2013

Mest læste i dag

Kina insisterede onsdag på, at det har kapacitet til at håndhæve en omstridt nyerklæret "luftzone" over nogle øer, som Beijing strides med Japan om - selv om USA har trodset kineserne og sendt B52-bombefly ind gennem zonen.

Flyvningen med gigantiske og strategiske, langtrækkende bombefly, der har været anvendt af USA siden 1955, er en klar advarsel om, at Washington vil svare igen på, hvad amerikanerne opfatter som en aggressiv ny linje fra Beijings side i regionen.

Beijings henholdende reaktion på de amerikanske fly er blevet kaldt svag af en række kinesiske borgere, men iagttagere siger, at det måske aldrig var hensigten at anvende magt for at håndhæve zonen.

- Den kinesiske regering har viljen og kapaciteten til at forsvare sin nationale suverænitet og sikkerhed, siger en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium.

Men i en erklæring fra Kinas forsvarsministerium siger talsmanden Geng Yansheng, at "militæret overvågede hele processen, udførte identificering på rette tid og fastslog, hvilken type af fly der var i zonen."

Erklæringen nævnte intet om vrede, fordømmelse eller afstandtagen fra den amerikanske flyvning, som var en støtteerklæring til Japan.

To amerikanske bombefly - uden våben - fløj natten til tirsdag ind gennem zonen, der er erklæret over en omstridt ø-kæde i Det Østkinesiske Hav. Flyene af typen B52 fløj ud fra øen Guam på en på forhånd planlagt rutineøvelse og derfra ind i den nye kinesiske forsvarszone.

USA har tidligere modsat sig Kinas planer om at udvide den kinesiske forsvarszone, så den omfatter to ø-kæder, der ellers administreres af henholdsvis Japan og Sydkorea.

Det var i weekenden, at regeringen i Kina meddelte, at den ville udvide sin luftforsvarszone.

USA's ambassadør i Tokyo, Caroline Kennedy, siger, at "japanerne hver dag kan se, at USA er der for dem som partner og som en forsvarer af Japan."

Australien har indkaldt Kinas ambassadør i landet for at klage over Beijings pludselige indførelse af en "luftforsvarszone" over Det Østkinesiske Hav .

- Både det tidspunkt og den måde, hvorpå Kina har givet meddelelse om den nye zone, er ikke befordrende for en situation, hvor der er regionale spændinger, og det bidrager ikke til den regionale stabilitet, sagde den australske udenrigsminister, Julie Bishop, tirsdag.

/ritzau/AFP