Kina fyrer rumfartøj af sted mod Månen

Skrevet af admin

02/12/2013

Dagens topnyheder

Kina tog natten til mandag lokal tid et nyt skridt i landets ambitiøse rumprogram, da de sendte en raket på vej mod Månen.

Om bord på rumfartøjet Chang'e-3 er en guldfarvet månebil, som bærer navnet Jadekaninen.

Opsendelsen er historisk for Beijing, da det er første gang, at Kina sender et køretøj til månen.

Kinas stats-tv sendte direkte, da raketten blev affyret, og alt er gået efter planen, siger Zhang Zhenzhong, der leder Xichang-rumfartscentret i den sydvestlige del af Kina.

- Fartøjet er allerede gået ind i sit forudbestemte kredsløb, siger han ifølge nyhedsbureauet Xinhua.

- Jeg annoncerer hermed, at afsendelsen var succesfuld, tilføjer han.

Kinas præsident, Xi Jinping, har sagt, at Kina skal etablere sig som en rum-supermagt. Rumprogrammet tilfører allerede nu stolthed til Kinas voksende teknologisektor, siger han.

Kinesernes guldfarvede månebil har seks hjul og vingeagtige solpaneler, og den kan køre op til 200 meter i timen. Det er blandt andet meningen, at den skal indsamle geologiske prøver, når den lander midt i december.

Omridset af Jadekaninen, som på kinesisk hedder Yutu, siges at være synlig på Månens overflade ligesom Vestens fortælling om manden i månen.

Kina sendte mennesker ud i rummet første gang i 2003 og vil sende en rumstation i kredsløb inden 2020. Forskere i Beijing drøfter også muligheden for at sende en mand til Månen på et tidspunkt efter 2020.

Kina har forsikret om, at rumprogrammet har fredelige formål, men USA's forsvarsministerium har gjort det klart, at det ikke ønsker, at Kina får strategiske fordele ud af programmet.

/ritzau/Reuters