Kina gør op med etbarnspolitik og tillader alle at få to

Skrevet af admin

29/10/2015

Mest læste i dag

I årtier har flertallet af kinesiske par kun haft tilladelse til at få et enkelt barn, men de tider slutter nu, rapporterer landets store nyhedsbureau Xinhua.

Fremover må forældre få to børn, og det gælder alle forældre, oplyser Kinas kommunistiske parti.

Etbarnspolitikken blev indført for snart 40 år siden i et forsøg på at begrænse en eksplosiv befolkningstilvækst.

Beslutningen om, at forældre kun måtte få et barn, har ikke været helt konsekvent.

I 2013 lempede styret i Beijing loven, og efterfølgende kom antydninger af en snarlig ophævelse af etbarnspolitikken.

Reglen er - i hvert fald i en lang periode - blevet håndhævet strengt og til tider med en brutalitet, der har chokeret omverdenen. Den er blevet kritiseret af internationale menneskerettighedsgrupper.

Efter lempelsen for to år siden bad omkring en million forældrepar om lov til at få barn nummer to.

Etbarnspolitikken fra 1979 var effektiv, men den har medført andre demografiske problemer i det folkerige asiatiske land.

I 2011 faldt arbejdsstyrken i Kina for første gang siden 1963. Politikken har også ført til en skæv fordeling mellem antallet af drenge- og pigebørn.

Forklaringen på den skæve kønsfordeling skal blandt andet findes i, at drenge i traditionel opfattelse er mere værd, da pigen giftes væk.

Dermed gør hun mindre nytte til sikring i alderdommen, mens drengene er blevet betragtet som en kilde til indtjening.

/ritzau/