Kina lemper loven om et barn per par

Skrevet af admin

28/12/2013

Dagens topnyheder

Kina har nu formelt droppet sin kontroversielle etbarnspolitik, der favoriserer forældre, som nøjes med at få et enkelt barn.

Lempelsen af loven er lørdag blevet godkendt af landets mest magtfulde organ, den såkaldte Stående Komité.

Det meddeler det statslige nyhedsbureau Xinhua.

Desuden har komitéen blåstemplet et forslag om at nedlægge de omstridte genopdragelseslejre, som har eksisteret i mere end halvt århundrede.

Forholdene i arbejdslejrene, der har huset tusindvis af systemkritikere og andre personer, som er faldet i unåde hos myndighederne, er i årevis blevet kritiseret af menneskerettighedsorganisationer.

Kritikere frygter, at nedlæggelsen af lejrene bare er en overfladisk ændring, som myndighederne vil erstatte med andre former for straf og kontrol, skriver nyhedsbureauet AFP.

Den længe ventede reformplan, der afstikker landets politiske og økonomiske kurs i det næste årti, er vedtaget af den nye ledelse under præsident Xi Jinping og premierminister Li Keqiang, som overtog magten i marts.

Forslagene blev først fremsat på et reformmøde i kommunistpartiets centralkomité i midten af november.

Ændringen af et-barns-politikken, som har været gældende siden 1979, kommer på et tidspunkt, hvor mange iagttagere venter meget radikale reformudspil fra Kinas ledelse.

Forandringen af familiepolitikken vil tillade, at par får to børn, hvis en af forældrene er enebarn, ifølge Xinhua, der tidligere har omtalt ændringen som en "nøglebeslutning".

Myndighederne har hidtil belønnet par, som kun får ét barn, med kontante penge og bedre boliger.

Loven blev i sin tid indført for at forhindre overbefolkning i verdens mest folkerige stat.

Xinhua citerer en højtstående embedsmand for at sige, at den nye etbarnspolitik vil træde i kraft i første kvartal af 2014.

Etbarnspolitikken har ført til en fødselsrate på 1,4 barn per kvinde i stedet for en rate på 2,1 barn per kvinde, hvilket er det niveau, som ville opretholde befolkningens størrelse.

Kinas har en hastigt voksende ældrebefolkning og en arbejdsstyrke, der bliver mindre. Desuden er der en ubalance i kønsfordelingen, da der er 115 mænd for hver 100 kvinder.

/ritzau/AFP