Kina lukkes ind i varmen i Arktisk Råd

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) kalder onsdag for »en rigtig stor dag«.

»Det har været undervejs i lang tid at gøre landene til permanente observatører. Det viser klart, at der er store interesser for Arktisk Råd i resten af verden. For Danmark er det vigtigt at fastholde, at beslutninger tages i Arktisk Råd og ikke i konkurrerende fora,« siger den danske udenrigsminister.

»Med beslutningen er jeg også overbevist om, at vi har fastholdt Arktisk Råds position som det centrale internationale omdrejningspunkt for arktiske spørgsmål,« tilføjer Søvndal.

Knap så begejstret er man i Dansk Folkeparti.

»Jeg kan overhovedet ikke se, hvorfor Kina skal med. Landet har jo ikke nogen som helst aktier i det arktiske område. Det, at man hele tiden optager nye stater som observatører, betyder også, at små arktiske folk, eksempelvis i Grønland, får sværere ved at slå igennem. Det er skammeligt, at man på den måde giver en håndsrækning til et kommunistisk diktatur,« siger Søren Espersen (DF), der er medlem af Grønlandsudvalget i Folketinget.

Ifølge flere norske medier var det kun Norge, der tøvede med at gøre Kina til permanent observatør i Arktisk Råd. Forholdet mellem de to lande har været anstrengt, siden den norske nobelkomité tildelte fredsprisen til systemkritikeren Liu Xiaobo. I sidste ende stillede Norges udenrigsminister, Espen Barth Eide, sig dog ikke i vejen for beslutningen.

EU havde også søgt om en permanent observatørstatus i rådet, men blev ikke godkendt og må nøjes med status som midlertidig observatør. Ifølge Søvndal er det blot en mindre detalje om en EU-undtagelse for canadisk sælskind, der ligger til grund for, at EU ikke er blevet permanent observatør.

»Jeg ser det som et mellemspil, der ikke er på plads endnu. Og det vil der blive arbejdet på i den kommende tid,« forsikrer den danske udenrigsminister.

Under mødet i den nordsvenske by Kiruna underskrev medlemslandene også en aftale om styrket samarbejde om håndtering af oliespild i Arktis.

»Vi har vedtaget en olieudslipsaftale om, hvordan vi håndterer olie tabt i havet. Den er ikke så ambitiøs som den aftale, vi gerne havde set. Vi havde gerne gået videre. Men nu er der sikkerhed for, at man orienterer hinanden og sikrer, at landene har et nationalt beredskab. Det er fremskridt i forhold til den tidligere situation,« lyder det fra Søvndal.

Grønland havde valgt at boykotte ministermødet i Arktisk Råd, da man ønsker at være direkte med i forhandlingerne i rådet og ikke blot vil stå i skyggen af Danmark. Samtidig har Grønland sat sit arbejde i Arktisk Råd i bero, indtil der er »fundet en løsning«.

Flere lande i Arktisk Råd er ifølge den grønlandske avis Sermitsiaq imod, at oprindelige folk inden for de forskellige nationalstaters grænser deltager i forhandlingerne på regeringsniveau.

Dagens Gossip

Dagens TV