Kina nedlægger veto mod FN's fordømmelse af Nordkorea

Skrevet af admin

04/08/2016

Dagens topnyheder

USA har onsdag endnu engang forsøgt at få sine allierede i FN's Sikkerhedsråd til at fordømme Nordkorea, der igen har affyret missiler i japansk farvand for at teste sit missilprogram.

Rådet, der består af 15 medlemmer, mødtes bag lukkede døre i New York for at diskutere den seneste provokation fra Nordkorea.

Den amerikanske FN-ambassadør, Samantha Power, opfordrede til "et stærkt og hurtigt modsvar fra FN's Sikkerhedsråd mod endnu en stor trussel mod international fred og sikkerhed".

- Dette missil landede utroligt tæt på Japan, og dette missilprogram udgør en trussel, der er meget større end truslen mod et enkelt land, siger Power til reportere i New York ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det var ventet, at USA ville få vedtaget en udtalelse fra det samlede sikkerhedsråd, som fordømmer Nordkorea, men Kina stod i vejen, siger landets FN-ambassadør, Liu Jieyi.

- Vi skal ikke gøre noget for at eskalere spændingerne på den koreanske halvø. Det er for risikabelt, siger kineseren.

Missilaffyringen onsdag var den seneste i en række af slagsen fra Nordkorea.

Det er ikke mere end et par uger siden, at landet sidst affyrede missiler. Dengang var der tale om tre af slagsen. De landede alle i Det Japanske Hav, efter at de havde fløjet mellem 500 og 600 kilometer.

Ifølge det nordkoreanske medie KCNA var der dengang tale om et simuleret atomangreb, og det skete på en direkte ordre fra landets leder, Kim Jong-un. Han overværede angiveligt også aktionen.

Sikkerhedsrådet har gentagne gange fordømt Nordkoreas missilprogram, men en udtalelse, der blev udarbejdet af USA sidste måned, blev stoppet af Kina, der nedlagde veto.

Kineserne er Nordkoreas tætteste allierede, og Kina har sammen med Rusland også stået i vejen for sanktioner mod virksomheder, der er involveret i Nordkoreas atomprogram.

I marts indførte FN's Sikkerhedsråd dog det hidtil hårdeste sæt af sanktioner mod Nordkorea. Det indebærer blandt andet et handelsforbud mod at købe kul, jern og andre mineraler fra landet.

/ritzau/