Kina og Rusland vil samarbejde om at bekæmpe terror

Skrevet af admin

21/11/2015

Dagens topnyheder

Både flere kinesiske og russiske statsborgere var blandt de dræbte i et angreb på et luksushotel i Malis hovedstad, Bamako, som fredag kostede mindst 21 mennesker livet.

I den anledning siger begge landes præsidenter, at internationalt samarbejde er essentielt, hvis terrorisme skal bekæmpes.

- Den umenneskelige kriminalitet, som er blevet begået i Malis hovedstad, bekræfter, at terror ikke kender nogen grænser og er en reel trussel for hele verden, lyder det fra Kreml i en udtale efter angrebet.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, tilføjer, at det kun er muligt at konfrontere denne trussel med det bredest mulige internationale samarbejde.

Kinas præsident, Xi Jinping, fordømmer angrebet på det kraftigste.

- Kina vil styrke samarbejdet med det internationale samfund for resolut at bekæmpe terror, der skader uskyldige mennesker, og for at opretholde fred i verden, siger Xi i en udtalelse, som blev lagt ud på det kinesiske udenrigsministeriums hjemmeside.

Angrebet på Radisson Blu-hotellet i Bamako kostede 21 personer - herunder to af gerningsmændene livet. En af de dræbte var amerikaner, tre af dem var kinesere, og seks af dem var russere.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at det drejer sig om seks medarbejdere hos det russiske luftfragtselskab Volga-Dnepr. Hele 12 af selskabets ansatte skulle have været involveret i gidseltagningen. Oplysningerne kommer fra det russiske udenrigsministerium.

Derudover blev syv personer såret ved angrebet

Ifølge maliske sikkerhedskilder blev flere end 100 personer taget som gidsler i det ni timer lange angreb, som sluttede sent fredag aften dansk tid. Iblandt gidslerne skulle der blandt andre også have været tyrkere, indere og franskmænd.

Der er ingen grund til at tro, at der var danskere involveret i gidseldramaet, oplyste Udenrigsministeriets Borgerservice fredag til Ritzau.

/ritzau/