Kina skærper kamp mod radikale grupper i Xinjiang

Kina har skærpet sikkerheden mange steder i landet efter en række terrorangreb, som muslimske uighurer får skylden for. Hundredvis af medlemmer af det etniske mindretal er blevet anholdt i den nordvestlige region Xinjiang, hvor mange fredeligt indstillede uighurer har det svært.

Kinas statslige tv har rapporteret indgående om anholdelserne og domsafsigelser mod radikale uighurer. Et af de mest berygtede angreb fra militante uighurer, blev begået i marts i år af mindst tre mænd og en kvinde på jernbanestationen i byen Kunming i provinsen Yunnan.

BBC citerer kinesiske medier for, at angrebet på stationen Kumming er "Kinas 11. september".

Politiet siger, at de angriberne tilhører et mindretal af uighurer, som fører jihad mod myndighederne.

Beijing siger, at problemets rod kommer udefra, da militante former for islam bliver spredt gennem sociale medier i Centralasien og "forgifter" unge uighurer i Xinjiang.

Myndighederne er blevet kritiseret af menneskerettighedsgrupper for at forværre problemerne med et stort politiopbud og hårde domme til alle, der har beskæftiget sig med ekstremisme på internettet.

Uighurerne bliver ifølge menneskerettighedsgrupper i stigende grad marginaliseret og undertrykt i deres egen region, hvor der er bestræbelser i gang for at kontrollere religiøse skikke og ritualer som faste og særlige klædedragter blandt uighurerne.

I en af byerne i Xinjiang har myndighederne forbudt tændstikker af hensyn til sikkerheden, og 20.000 æsker er blevet tilintetgjort, skriver en statslig avis.

- Det blev besluttet at tage alle tændstikker ud af omløb for at sikre, at de ikke bliver anvendt af "terrorgrupper eller individuelle ekstremister", skriver Folkets Dagblad på dets hjemmeside.

Myndighederne har ikke oplyst, på hvilken måde tændstikker udgør en sikkerhedsrisiko i regionen.

Kina siger, at de radikale islamistiske uighurer i regionen har planer om at oprette en stat ved navn Østturkestan.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip