Kina tåler ikke kritik af sin rolle i Nordkorea

Skrevet af admin

18/02/2014

Dagens topnyheder

Kina vil ikke acceptere kritik fra en FN-kommission, der siger, at regeringen i Beijing muligvis bidrager til, at der begås forbrydelser mod menneskeheden i Nordkorea.

Det siger en talskvinde for det kinesiske udenrigsministerium.

I rapporten fra FN-kommissionen, der blev offentliggjort mandag, hedder det, at Kina muligvis "hjælper og tilskynder til forbrydelser mod menneskeheden" ved at sende afhoppere tilbage til Nordkorea.

FN-rapporten fastslår, at de øverste ansvarlige for sikkerheden i Nordkorea og måske også lederen Kim Jong-un selv bør stilles for en international domstol for at have begået forbrydelser mod menneskeheden.

FN-eksperterne peger selv på Den Internationale Straffedomstol (ICC) som mulig retsinstans.

Det skal i så fald godkendes i FN's Sikkerhedsråd, hvor Kina som et af de fem permanente medlemmer har vetoret.

Vetoretten ventes den kinesiske regering at benytte sig af, hvis det kommer til en afstemning.

Nordkorea afviser "kategorisk og totalt" anklagerne, som fremkommer i den 372 sider lange rapport fra FN-kommissionen.

Rapportens oplysninger bygger på materiale, der er blevet forfalsket af kræfter, der støttes af USA, EU og Japan, lyder det fra Nordkorea.

I FN-rapporten fremhæves det, hvordan styret udsulter sin befolkning, benytter sig af tortur i stort omfang og udsætter fanger for mishandling i et omfang, der giver mindelser om Nazitysklands kz-lejre.

Mange forfulgte nordkoreanere har i årevis forsøgt at flygte til Kina. Hvis de bliver pågrebet af det kinesiske politi, sendes de tilbage over grænsen til Nordkorea.

Afhopning straffes hårdt i Nordkorea, selv med dødsstraf.

/ritzau/Reuters