Kina tester ultrahurtigt superfly

Skrevet af admin

17/01/2014

Dagens topnyheder

Det kinesiske militær har testfløjet et specialdesignet glidefly, der er meget hurtigere end lydens hastighed.

Kilder peger ifølge amerikanske medier på, at den "hypersoniske glider" er kommet helt op på 10 gange lydens hastighed - det svarer til mere end 12.000 kilometer i timen.

Kinas forsvarsministerium bekræfter, at man har foretaget en prøveflyvning på eget territorium, men understreger samtidigt, at det har forskningsmæssige formål.

- Disse test er ikke rettet mod noget land eller nogle specifikke mål, lyder det fra forsvarsministeriet i Beijing.

USA's forsvarsministerium, Pentagon, har registreret nyheden fra Kina.

- Vi holder rutinemæssigt øje med udenlandske forsvarsaktiviteter, og vi er bekendt med testen, siger Jeffrey Pool, som er talsmand for Pentagon.

- Men vi kommenterer ikke på vores efterretninger eller vurderinger af udenlandske våbensystemer. Vi opfordrer til større (kinesisk, red.) åbenhed omkring deres forsvarsinvesteringer og målsætninger for at undgå fejlberegninger, tilføjer han.

Onlineavisen Washington Free Beacon har skrevet, at testflyvningen gør Kina til det kun andet land efter USA til at have testet et sådant glidefly, der er noget af det mest moderne i våbenteknologiens verden.

De bliver skudt op med et missil og glider og manøvrer derefter gennem luften eller kanten af rummet med enormt høje hastigheder. De kan også medbringe atomsprænghoveder.

/ritzau/Reuters