Kina vil have et mere frit marked

Skrevet af admin

12/11/2013

Dagens topnyheder

Kinas regerende kommunistiske parti er klar med reformer til befolkningen.

Centralkomiteen har i fire dage holdt møde i hovedstaden Beijing for at drøfte reformer, men de halvanden milliard kinesere får ikke politiske reformer som demokratiske tiltag lige med det første.

Det er økonomi, der er blevet talt om, og det er økonomiske reformer, der kommer nu, skriver Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua.

Partiet lover, at markedet skal spille en "afgørende rolle", når det gælder, hvor statens ressourcer skal hen.

Det kan betyde, at den traditionelle magt, som de store statslige virksomheder har haft, rulles tilbage.

Xinhua skriver også, at partiet står ved den socialistiske vej, som Kina har kørt på siden revolutionen i 1949.

Kina er på "første stade af socialismen og vil være det i lang tid", hedder det.

Ifølge Xinhua er "første stade" af den socialistiske modernisering, som det hedder, en periode på over 100 år. I denne periode skal partiet lede uden andre.

Partiet har dog også lovet at give flere landrettigheder i de afsidesliggende egne af det store land. Det skal forbedre folks indtægtsgrundlag og også styrke lovgivningen.

Alt, hvad der blev enighed om i Centralkomiteen, er ikke offentliggjort, og det kan godt vare et stykke tid endnu, før verden får kendskab til alle beslutninger.

Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at mange af beslutningerne først offentliggøre om et år eller to.

Rent formelt er der sket det, at partiets elite i politbureauet, der består af 25 personer, i oktober blev enig om reformpakken.

Den blev så sendt videre til Centralkomiteens 376 medlemmer, som over de seneste fire dage har drøftet pakken og godkendt den.

/ritzau/dpa