Kina vil sende kanin af jade til månen

Skrevet af admin

26/11/2013

Dagens topnyheder

Kina vil sende et køretøj til månen i begyndelsen af december for at udforske månens overflade.

Måne-køretøjet, der har fået navnet "jade-kaninen" efter en gammel kinesisk myte, vil blive sendt op med en raket december.

- Der er endnu ingen fast dato, skriver det officielle nyhedsbureau Xinhua, som citerer erklæringer fra Kinas Statslige Administration af Videnskab, Teknologi og Industri for Nationalt Forsvar.

Navnet på det kinesiske fartøj er blevet valgt efter en online-afstemning, hvor 3,4 millioner stemte, skriver Xinhua. Omridset af "jade-kaninen", som på kinesisk hedder "Yutu", siges at være synlig på månens overflade lige som Vestens fortælling om "manden i månen."

- Landingen er forberedt med billeder af landingsstedet, siger en officiel talsmand for projektet.

En model af det guldfarvede måne-køretøj blev vist frem tidligere på måneden i Kina. Det har seks hjul og vingeagtige solpaneler. Det kan køre op til 200 meter i timen.

En opgradering af Kinas rumprogram har høj prioritet hos præsident Xi Jinping, der har sagt, at Kina skal etablere sig som en supermagt i rummet. Forskere i Beijing drøfter også muligheden for at sende en mand til månen engang efter 2020.

I juni gennemførte Kina en bemandet rummission, da tre astronauter tilbragte 15 dage i kredsløb omkring Jorden. Med på rejsen var en kvindelig astronaut - det var anden gang, det skete i Kina.

Kina, der sendte mennesker ud i rummet første gang i 2003, vil sende en rumstation i kredsløb inden år 2020. /ritzau/AFP