Kina ville kun sende håndører til Filippinerne

Skrevet af admin

18/11/2013

Dagens topnyheder

Lande fra hele verden sender penge, forsyninger og redningsfolk til Filippinerne efter supertyfonen. Kina har dog ikke været særlig rundhåndet.

Kina har en strid med Filippinerne om retten til områder i Det Sydkinesiske Hav, og forholdet mellem de to lande har været elendigt i lang tid.

Og det skulle være forklaringen på, at den asiatiske supermagt som udgangspunkt kun gav småpenge til hjælpeindsatsen, skriver dn.no.

FN er i gang med at få en bistandspakke på over 300 millioner dollar på plads til Filippinerne. Japan, USA, Sydkorea, Australien og europæiske lande har doneret flere hundrede millioner kroner.

Kina derimod ville indledningsvist bidrage med beskedne 100.000 dollar.

- Givet det spændte forhold mellem Kina og Filippinerne kan det udløse harme hos kineserne, hvis Beijing hjælper Filippinerne, forklarer analytiker Du Jifeng fra den offentlige tænketank Chinese Academy of Social Sciences til South China Morning Post.

Og selv det beskedne beløb, som svarer til 555.000 kroner, udløste skarpe reaktioner på kinesiske netsider.

- Kina burde ikke givet noget til et land, som er uvenligt eller fjendtligt indstillet over for Kina. I stedet for bør enkeltpersoner og organisationer tilbyde hjælp, hvis de ønsker det, hedder det i indlæg.

Kina har nu øget beløbet til 1,6 millioner dollar - ni millioner kroner.

Forholdet mellem de to lande har været iskoldt siden i fjor, da filippinske marinesoldater gik om bord på en kinesisk trawler lige vest for Filippinerne i et havområde, som kineserne kræver suverænitet over.

USA har forsøgt at overtale de to lande til at forhandle sig frem til en diplomatisk løsning.

- Men Kinas kølige respons på tragedien efter tyfonen giver ikke megen grund til optimisme, vurderer David Bosco fra American University's School of International Service i tidsskiftet Foreign Policy.

USA hjælper Filippinerne med foreløbigt 20 millioner dollar. Den danske stat har ydet 42 millioner kroner.

/ritzau/