Kinas inflation rammer langt under målet

Presset på Kinas økonomi ser ikke umiddelbart ud til at aftage.

En opgørelse viser fredag, at forbrugerpriserne i verdens næststørste økonomi steg med to procent i 2014. Det er et pænt stykke under det kinesiske styres ambition om en inflationsrate på 3,5 procent og et vidnesbyrd om, at væksten i landet er bremset op.

I december alene var inflationen på årsbasis 1,5 procent - en lille fremgang sammenlignet med november.

Den kinesiske økonomi er blandt andet under pres af et usikkert ejendomsmarked samt af virksomheder, der har svært ved at afdrage på deres gæld.

Problemer, der skaber risiko for faldende priser - deflation - i år.

- Deflation i år er uden tvivl en risiko, mener Citi-økonom Minggao Shen.

Økonomen peger samtidig på, at prispresset er med til at give mulighed for pengepolitiske lempelser i form af rentenedsættelser.

Så sent som i november sænkede centralbanken renten for første gang i mere end to år for at mindske låneomkostninger og støtte væksten. Senere lempede den reglerne for udlån i håbet om at få bankerne til at udstede flere lån.

Senere i januar bliver der offentliggjort tal for den økonomiske vækst i Kina i fjerde kvartal og 2014 som helhed.

Også disse tal ventes at lande under regeringens målsætning.

For nylig viste tal, at forbrugerpriserne i euroområdet i december faldt for første gang siden 2009. Det skyldtes primært de stærkt nedadgående energipriser.

Ifølge flere økonomer lægger tallene et yderligere pres på Den Europæiske Centralbank for at komme med tiltag, der kan stimulere væksten i Europa.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip