Kineser køber del af B&O efter lang forhandling

Skrevet af admin

07/04/2016

Dagens topnyheder

Efter længere tids forhandlinger har danske Bang & Olufsen (B&O) solgt en bid af virksomheden til den kinesiske rigmand Qi Jianhong.

Kinesiske Sparkle Roll Group, som Qi Jianhong ejer, køber 13,1 procent af aktierne i danske Bang & Olufsen, oplyser selskabet i en meddelelse.

Qi Jianhong ejer i forvejen 5,6 procent af aktierne i B&O, og dermed ejer Qi Jianhong i alt 18,7 procent af Struer-virksomheden.

Siden efteråret har rygter om et salg floreret, og det er siden kommet frem, at den kinesiske rigmand Qi Jianhong har afleveret et købstilbud.

- Vi er meget glade for at blive storaktionær, og som tidligere meldt ud, kan vi fremover forsøge at opnå et fuldt ejerskab af Bang & Olufsen A/S gennem et offentligt tilbud til samtlige aktier i selskabet, udtaler Qi Jianhong.

Qi Jianhong har købt aktierne af en hollandsk fond til 85 kroner per aktie og er nu den største aktionær i B&O.

/ritzau/