Kinesere vil købe danske virksomheder

»For tiden mærker vi en stigende interesse, og vi bliver flere gange om ugen kontaktet af vores kollegaer i den kinesiske bank ICBC om kinesiske virksomheders interesse for opkøb eller investeringer i danske virksomheder,« siger Mikael Ericson, der er chef for Capital Markets i Danske Bank.

Han forventer, at vi vil se et større kinesisk opkøb om ganske kort tid.

»Jeg venter, at der kommer en transaktion af en vis størrelse i løbet af dette år,« siger Mikael Ericson.

Det samme siger advokatfirmaet Bech-Bruun, som har åbnet et kontor i Kina for at håndtere interessen.

»Indtil nu har vi kun set små investeringer, men jeg håber, at der kommer et par milliardtransaktioner i år,« siger Monica Reib, partner i Bech-Bruun.

Den kinesiske regering har fokus på blandt andet grøn vækst og teknologi, og derfor er danske virksomheder i søgelyset.

»Når centraladministrationen i Beijing udstikker nye retningslinjer, vil især de statsejede banker og virksomheder begynde at udvise interesse herfor. Og det er interessant, hvis de danske banker kan registrere en stigende interesse fra Kina, fordi den indtil nu har ligget på et lille sted,« siger Jørgen Delman, professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet, og Kina-ekspert.

Dagens Gossip