Kineserne vil ud at flyve

Efterspørgslen efter fly i Kina er voksende, og der vil blive brug for tusindvis af nye fly frem til år 2033.

Det vurderer den amerikanske flyproducent Boeing.

Ifølge prognosen fra Boeing skal Kina bruge 6020 nye fly i perioden fra i år og frem til 2033.

Det er 500 flere, end den hidtidige prognose har sagt.

Boeings overslag over udviklingen siger også, at kinesiske flyselskaber i 2033 totalt vil have 6930 fly i brug.

I dag har selskaberne 2310 fly i drift.

- Markedet ændrer sig, konstaterer Randy Tinseth, vicepræsident i Boeings marketingsafdeling for kommercielle fly.

Han siger, at kineserne i stigende grad kræver direkte flyforbindelser til flere destinationer.

Markedet drives også frem, siger han, af lavprisselskaber.

- Det er godt for passagererne, og ultimativt er det godt for markedet for luftfart her, siger Tinseth.

Holder prognosen fra Boeing, betyder det, at Kina i perioden på 20 år vil købe 16 procent af hele verdens produktion af kommercielle fly.

Boeing siger, at det i øjeblikket sidder på over halvdelen af det kinesiske marked, mens den europæiske flyproducent Airbus har knapt 50 procent.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip