Kinesisk gigant vil nappe Nokia

Den omstridte, kinesiske mobilgigant Huawei overvejer at købe finske Nokia for at blive verdens førende producent af smartphonetelefoner.

»Vi overvejer alle slags opkøb. Måske har kombinationen nogle synergier, men det afhænger af Nokias villighed. Vi har et åbent sind,« siger Richard Yu, direktør for Huaweis forbrugerdivision, til den britiske finansavis Financial Times.

Vil være mere synlig

Huawei, der er verdens næststørste producent af mobiludstyr efter svenske Ericsson, har ikke tidligere købt stort op. Kilder siger til avisen, at der da heller ikke nødvendigvis er konkrete planer på bordet, og Huawei præciserede da også senere, at man »har ingen planer om at købe Nokia«. Huawei har dog gennem de seneste to år har fået utroligt hurtigt fat på mobilmarkedet og bevidst satser på at udvide sin forretning fra »blot« mobilmaster og teleudstyr til netop mobiltelefoner, som giver selskabet langt større synlighed hos forbrugerne, fordi mobilejerne hele tiden ser mærket på telefonen.

Huawei har på det seneste fået gode anmeldelser for sine Ascend-telefoner, der er smartphonetelefoner med Googles styresystem Android men til en noget lavere pris end de nærmeste konkurrenter. Det har medvirket til at gøre Huawei til verdens tredjestørste leverandør af smartphonetelefoner efter Samsung og Apple, og ifølge Richard Yu venter Huawei i år at sælge 55-60 millioner smartphonetelefoner.

Anklager om industrispionage

Huawei kæmper dog mod anklager om industrispionage, som igen fik ny næring, da Danmarks største teleselskab, TDC, i fredags lod forstå, at det også forhandler med Huawei om en mulig overtagelse af driften af TDCs mobilnet i Danmark - en opgave, som svenske Ericsson har haft i snart fem år, og som Ericsson også stadig gerne vil have fremover.

I USA har en undersøgelse, som den amerikanske kongres har gennemført, ikke kunnet udelukke - men heller ikke bevise -, at der i Huawei-udstyr er installeret såkaldte teknologiske »bagdøre«, som vil gøre det muligt for Huawei at fjernaflytte trafikken på mobilnettene. Huawei er delvis ejet af den kinesiske stat, hvilket skærper frygten.

Australien har forbudt Huawei at byde på det nye, landsdækkende og statsstøttede bredbåndsnet, der skal sikre højhastighedsforbindelser til Internet i store dele af landet.

Politisk sag i Danmark

TDCs bekræftelse af forhandlingerne med Huawei fik da også straks politikere til at reagere. Nu skal såvel justitsminister Morten Bødskov (S) som erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF), der er øverst ansvarlige for det danske telemarked, forholde sig til sikkerhedsspørgsmålene. TDC selv fortalte fredag til Berlingske, at selskabet løbende rådfører sig med Forsvarsministeriets IT-eksperter i Center for Cybersikkerhed.

Huawei har netop i denne uge præsenteret, hvad selskabet selv kalder verdens tyndeste smartphonetelefon, Ascend P6, med en tykkelse på blot 6,18 millimeter. Den har en skærm på 4,7 tommer ligesom f.eks. HTC One men er tre millimeter tyndere.

Nokia-aktien steg kraftigt efter opkøbsrygterne. Hele 11 procent lå den over tidligere men faldt så igen senere.

Nokia er økonomisk presset efter skiftet i 2011 fra sin egen software til Microsofts Windows Phone-software. Det har drænet Nokias pengekasse, og salget har været ualmindeligt længe om at komme i gang.

 

Dagens Gossip

Dagens TV