Kinesisk kunstner henter hvidt flygel til flygtningelejr

Skrevet af admin

12/03/2016

Mest læste i dag

Den kinesiske kunstner og systemkritiker Ai Weiwei fortsætter sine projekter i en græsk flygtningelejr, hvor han lørdag hentede et hvidt flygel ud i mudderet.

Kineseren har den seneste tid forsøgt at sætte fokus på de svære forhold, som flygtninge og migranter er havnet i, efter at Europa har lukket den såkaldte balkanrute.

Lørdag hentede den kinesiske kunstner et flygel, så den 24-årige syrer Nour Alkhzam kunne spille i lejren, hvor flere end 10.000 migranter og flygtninge er strandet i noget, der ligner en mudderpøl.

- Det er vores forsøg på at tilbyde denne kvinde en mulighed. Hun er offer for denne krig. Hun har ikke haft chancen for at røre et klaver i tre år. Hun har været adskilt fra sin mand i halvandet år, siger Ai Weiwei efter koncerten ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den unge kvinde spillede tyve minutter i den silende regn, mens blandt andre Ai holdt en presenning over pianisten og flyglet.

Ai Weiwei arbejder i øjeblikket på at sætte fokus på situationen for de mange mennesker på flugt mod Europa.

Makedonien har lukket grænsen. Det samme har de øvrige lande på balkanruten mod EU.

Onsdag besøgte Ai Weiwei den samme interimistiske lejr nær grænsen til Makedonien. Ved den lejlighed sagde han blandt andet, at det "viser, hvordan Europa fungerer, hvordan menneskeheden er. Det viser verdens aktuelle tilstand".

Kineseren har de seneste måneder opholdt sig meget på den græske ø Lesbos, hvortil tusinder og atter tusinder af flygtninge og migranter er ankommet det seneste år.

Ai Weiwei har også med kunstprojekter i blandt andet Tyskland sat fokus på flygtningekrisen.

Grækenlands indenrigsminister sagde tidligere på ugen, at migranterne må indse, at grænsen er lukket, og at de ikke får mulighed for at rejse videre mod andre EU-lande.

Regeringen i landet opfordrer de mange mennesker til at flytte til en bedre udstyret lejr omkring 15 kilometer fra det sted, hvor de befinder sig nu.

/ritzau/