Kinesisk mor smed nyfødt datter ud af vinduet

Den chokerende episode blev fanget af overvågningskamera og vist på en lokal TV-station i Heilongjiang-provinsen.

Moren - en 18-årig kvinde, som har arbejde på en frisørsalon - fødte pigen i et badeværelse i samme bygning tirsdag. Det skete i en lejlighed, som hun deler med omkring ti andre.

I sin svækkede tilstand gik hun efterfølgende op til et vindue mellem anden og tredje sal og kastede babyen, som hun havde puttet i en pose, ud og ned på en vej. Posen blev umiddelbart efter knust under en bil, men det er fortsat uvist, om barnet blev dræbt af faldet eller af påkørslen. Den blodige pose blev senere fundet af en sikkerhedsvagt.

I øjeblikket er den 18-årige i politiets varetægt, mistænkt for drabet, som blev optaget af et overvågningskamera. Hun er dog blevet indlagt på hospitalet på grund af sin fysiske tilstand. Her blev hun ifølge lokale medier mødt af en forfærdet mor.

»Hvordan kunne du gøre det? Det her er mord,« sagde moren til den 18-årige ifølge AFP.

Det er langt fra første gang, at Kina har med brutale børnesager at gøre. I maj overlevede en nyfødt baby i Zhejiang-provinsen at blive proppet ned i toilettet, mens en mand blev idømt dødsstraf for at have stranguleret en to måneder gammel baby, som tilfældigvis sad i den bil, han havde stjålet.

I 2011 gik billeder af en toårig pige, som var blevet ramt af en lastbil, verden rundt, fordi ingen i gadebilledet hjalp hende. Hun døde senere af sine kvæstelser.

Dagens Gossip