Kinesisk rigmand spiser frokost med 1000 hjemløse

Skrevet af admin

25/06/2014

Dagens topnyheder

En særdeles velhavende kinesisk forretningsmand vil onsdag spise frokost i Central Park i New York sammen med 1000 hjemløse amerikanere.

Chen Guangbiao, der har tjent sin formue i genbrugsbranchen, vil lade 250 af de inviterede spise i den kendte restaurant Loeb Boathouse, der ligger i midten af den store park på Manhattan.

Restauranten er blandt andet kendt fra film som "When Harry Met Sally" og tv-serier som "Sex and the City".

De mange hundrede andre gæster vil blive bespist på græsplænen udenfor, oplyser New York City Rescue Mission, en velgørenhedsgruppe der hjælper til ved arrangementet.

I sidste uge indrykkede Chen Guangbiao annoncer i en række aviser for at invitere "fattige og subsistensløse amerikanere" på frokost i parken.

Under frokosten har den kinesiske rigmand lovet at optræde med en sang - efter sigende "We Are the World", hittet fra 1985, der skulle rejse midler til at afhjælpe afrikansk hungersnød.

- Jeg vil sprede budskabet til USA om, at der er gode filantroper i Kina, at ikke alle er skøre forbrugere af luksusvarer, siger Chen til avisen South China Morning Post.

46-årige Chen forsøgte tidligere i år at købe avisen New York Times, men familien Ochs-Sulzberger, der har ejet den prestigiøse avis i flere generationer, ønskede ikke at sælge.

/ritzau/Reuters