Kinesisk sekundahold henter angriber i West Ham

Skrevet af admin

16/02/2016

Dagens topnyheder

Det er ikke kun klubber i den øverste fodboldrække i Kina, som fisker spillere i den engelske Premier League. Nu melder også Beijing Renhe sig i køen af importører af stjernebestrøet arbejdskraft.

2. divisionsklubben har hentet Nikica Jelavic i West Ham, hvor den 30-årige angriber ikke slog til efter et mål i 13 ligakampe.

Jelavic har tidligere spillet i blandt andet Hull, Everton og Rangers.

Beijing Renhe har i forvejen de to bosniske veteraner Zvjezdan Misimovic og Sejad Salihovic i spillerstaben.

Kinesisk fodbold har på det seneste hentet flere store navne til landet med transferrekorder på stribe.

Prominente spillere som brasilianerne Ramires og Alex Teixeira og colombianeren Jackson Martinez er blandt dem, der har flyttet karrieren til Kina i vinterens transfervindue.

/ritzau/