Kira Skov: Jeg var klar til at miste det hele

Skrevet af admin

15/10/2015

Dagens topnyheder

Solen brager ufortrødent igennem vinduerne i det lille studie i København. Rundt om bordet sidder seks mennesker. De fleste har lukkede øjne og bevæger sig i stille ryk til musikken.

Sangerinden Kira Skov sidder i en lang, sort kjole og trommer i bordet med sine pegefingre, der begge er pyntet med rød neglelak. Både bandet, producerne og sangerinden selv har arbejdet på højtryk den seneste uge i et alt for varmt studie.

Den nyeste plade skal snart være færdig. Den skal allerhelst sidde lige i skabet, men holdet bag er ikke bange for at eksperimentere med musikken. Derfor er der heller ikke meget tid til at nyde solens stråler.

- Jeg kan godt lide at eksperimentere med lyden og musikken. Jeg laver det først og fremmest for mig selv, og så håber jeg, at folk kan lide det. Jeg tror, at jeg bliver nødt til at lave det for mig selv, for at det kan have nogen relevans for andre mennesker, siger Kira Skov, da dagen i studiet er ved at nå sin afslutning.

Den 39-årige sangerinde er heller ikke let at sætte i bås. Hun har været store dele af den musikalske palette rundt. Hun blev kendt som en rockchick i læderbukser i bandet "Kira and The Kindred Spirits". Siden har hun sunget i "Kira and The Ghostrider" og lavet musik med Marie Fisker og punklegenden Peter Peter.

I 2013 udgav hun et soloalbum, der høstede stor ros fra anmelderne, der kaldte det hendes bedste album til dato. Men på trods af succesen nægter hun at gå den sikre vej.

- Jeg tror, at man skal være parat til at miste det hele hver gang, hvis man skal lave noget, der er vedkommende og ærligt. Jeg tror helt klart, at jeg har skiftet mit publikum ud nogle gange. Det bliver jeg nødt til at risikere, for at jeg kan blive ved med at være tro mod mig selv.

-  Det kan låse en ekstremt meget, hvis man har haft stor succes med noget. Så er det dét, folk forventer af en. Jeg vil hellere forsøge at integrere en masse forskellige genrer. Genrebetegnelser kan tit blive begrænsende, og jeg synes egentligt, at musik er fedest, når man ikke selv helt kan placere det, siger Kira Skov.

Derfor er hun også glad for sit samarbejde med den eftertragtede britiske producer John Parish, der særligt er kendt for sit arbejde med sangeren PJ Harvey. De har nemlig en fælles opfattelse af, at den gode musik er vigtigere end kommerciel succes.

De har arbejdet sammen flere gange, siden sangerinden kontaktede den garvede producer på MySpace i 2008. I studiet er hans erfaring tydelig, og han bevæger sig hjemmevant rundt mellem instrumenter og mixingboardet. Og vigtigst af alt er han ikke bange for at sige sin ærlige mening.

- Vi gør meget ud af, at jeg ikke bare forsøger at gentage den sidste succes. Hvis vi føler, at der er noget, vi har hørt mig lave før, så prøver vi noget andet. Jeg er stor beundrer af hans vovemod. Der skal være noget på spil. Det er vigtigere end sikker succes, siger Kira Skov.

Omverdenens billede af hende som den lækre rocktøs i læderbukserne har hun også prøvet at ryste af sig i løbet af de senere år. Det har taget lang tid, men sangerinden vil gerne være fri for at blive sat i bås.

- Det er et lidt begrænsende image at være den her "rockchick". Jeg synes, at det er meget rart at være mere befriet fra de mærkater og få lov til at være mere end det, siger hun og fortsætter:

- Jeg er ikke den samme, som jeg var, da jeg var yngre. Jeg synes nogle gange, at det kan blive lidt patetisk, hvis man prøver at holde fast i det, man gjorde, da man var 21 år, selvom man nærmer sig de 40 år. Der er selvfølgelig nogle, der kan få det til at fungere, men jeg har ikke lyst til at holde fast i sådan en ungdomsfiksering.

Kira Skov udkommer med sit nye album "May your mind explode a blossom tree" den 16. oktober.

/ritzau/FOKUS