Kirkegård fejrer 100 års jubilæum

Skrevet af Elo Christoffersen

10/06/2013

Mest læste i dag

Søndre Kirkegård i Kolding fylder 100 år i år og det fejres onsdag den 12. juni.

Fra 13.30 -17.30 afvikles en række arrangementer. Personalet viser forskellige arbejdsgange frem, der er forfriskninger, foredrag og fremvisning. Og så har kirkegårdsudvalget fået lavet et lille hæfte i samarbejde med museet på Koldinghus.

I introduktionen til hæftet citerer kirkegårdsleder Marie Vedel-Rieper den franske forfatter Simone Weil, der siger:

- Hvis man ikke kender fortiden, forstår man ikke nutiden og egner sig ikke til at forme fremtiden.

Og om kirkegårdens fortid og nutid handler det lille spændende hæfte. Her fortælles om kirkegårdens udvikling og indretning, om krigstidens grave og ”den uhyggelige plæne”, der er et hyggeligt opholdssted i dag, men som er i beredskab i tilfælde af store katastrofer med mange dødsofre. Der fortælles om særlige gravminder og om kendte og betydningsfulde folk der ligger begravet på kirkegården.

Programmet:

13.30 – 14.30: Åben kirkegård, personalet fremviser forskellige arbejdsopgaver på Sdr. kirkegård.

14.30: Kolding Kirkegårde byder på en forfriskning

15.00 – 15.45: Foredrag ved Kim Mikkelsen fra Koldinghus Museet i Sdr. Kapelsal.

16.00 – 17.30: Rundvisning på kirkegården ved kapeloverassistent Peter Hartwig Sellau og kirkegårdsleder Marie Vedel-Rieper og efterfølgende andagt i Sdr. Kapel ved sognepræst Jan Holm Mortensen fra Kristkirken.