Kirkeminister skuffer biskopper med åremålsforslag

»Jeg er overrasket over, at det bliver fremsat lige nu, hvor der sidder et udvalg og arbejder med den overordnede styringsstruktur. Ligegyldigt hvad det udvalg finder frem til, vil det påvirke bisperollen. Jeg synes, det ville være en fordel at afvente det arbejde,« siger Inge Lise Pedersen, formand for Landsforeningen af Menighedsråd.

Udvalgsarbejdet afsluttes først næste forår.

Godt halvdelen af landets biskopper er i øjeblikket samlet til nordisk bispemøde i Norge, så ministerens lovforslag kommer som en stor overraskelse, fortæller Viborgs biskop.

»Biskopperne har bedt ministeren vente med at tage stilling til det spørgsmål, indtil udvalgsarbejdet om en ny styringsreform for folkekirken var faldet på plads. Og vi sidder midt i det arbejde,« siger Karsten Nissen til DR og uddyber:

»Derfor er vi meget forundrede over, at forslaget kommer nu, og vi er meget forundrede over, at det kommer uden, at vi har talt med ministeren om det. Vi plejer altid at kunne tale godt om tingene,« siger han og bebuder, at biskopperne nu sender et fælles brev til kirkeminister Manu Sareen (R).

I dag kan en biskop sidde som tjenestemand til pensionsalderen. Ideen om tidsbegrænsning er ikke ny. Tilbage i 2008 anbefalede en arbejdsgruppe, at biskopper blev ansat for en periode på 12 år.

Manu Sareen vurderer, at en valgperiode på ti år er passende.

»Med tidsbegrænset ansættelse sikrer vi, at der hele tiden sker en fornyelse i rækken af indflydelsesrige biskopper - uden at det går ud over kontinuiteten. Jeg er sikker på, at det vil være en gevinst for folkekirken,« siger han og uddyber:

»Biskopperne er jo aflønnet af alle skatteydere i landet, og derfor bør vi sikre, at rammerne for ansættelserne er rimelige og forståelige for alle. Og jeg kan faktisk ikke se et eneste godt argument for, at man skal være biskop på livstid, når man en gang er valgt,« siger han.

Landsforeningen af Menighedsråd er tilhænger af en valgperiode.

»Hvis man kan sidde i 30 år, er der en tendens til, at man undgår at vælge unge kandidater for ikke at have dem for længe,« siger Inge Lise Pedersen. Hun foretrækker en periode på 12 år.

»Jeg synes ikke, det er en forbedring, at det bliver ti år. Det kan blive for kort, så der aldrig er nogle, der er rigtig erfarne,« siger hun.

SF mener, at tidsbegrænsningen vil gøre folkekirken mere demokratisk.

»Biskoppen er og bliver en valgt person, og det er i sig selv bemærkelsesværdigt og uden sidestykke i resten af samfundet, at en person der én gang er valgt, per automatik er det, indtil vedkommende ikke længere ønsker at bestride posten,« siger kirkeordfører Pernille Vigsø Bagge (SF) og uddyber:

»Uanset at vi ikke har - og ikke vil have - en bispekirke, så bliver det i dag tit og ofte biskopperne, som udtaler sig om folkekirkens anliggender på folkekirkens vegne. Derfor mener jeg, at demokratiet og forhåbentligt den folkekirkelige debat styrkes med dette tiltag.«

Dagens Gossip