Kirkskov er ny skuespilchef for Det Kongelige Teater

Skrevet af admin

30/10/2014

Dagens topnyheder

Morten Kirkskov skal være ny skuespilchef for Det Kongelige Teater, oplyses det i pressemeddelelse.

Siden 2011 har han været teaterdirektør på Aalborg Teater, og han tiltræder på teatret efter aftale og senest 31. maj.

- Jeg ser en kæmpe chance for at være med til at præge nationalscenen i fremtiden med det enorme potentiale og ikke mindst den forandringslyst, som samtaler med teatret i denne proces har gjort tydelig for mig.

- Det er tårnhøje ambitioner, der arbejdes med for de kommende år og ganske enkelt svært ikke at lade sig gribe af muligheden for at medvirke til at gøre dem til virkelighed, siger den kommende skuespilchef Morten Kirkskov.

Han er født i 1963 i Sdr. Omme og er uddannet skuespiller fra skuespillerskolen ved Odense Teater i 1990. Som skuespiller har han medvirket i flere end 40 forestillinger på de københavnske teatre og har i perioder været en fast del af Det Kongelige Teater.

Som instruktør har han instrueret omkring 20 forestillinger blandt andet "Farlige Forbindelser" på Østre Gasværk, "Scener fra et Ægteskab" på Aarhus Teater og senest "Indenfor Murene" på Aalborg Teater, som blev nomineret til en Reumert.

- Jeg er overbevist om, at Morten Kirkskov besidder de både kunstneriske og ledelsesmæssige kompetencer, der skal til for at være med til at løfte Det Kongelige Teaters position og folkelige appel til nye højder og nye bredder, som er teatrets klare ambition for de kommende år, siger bestyrelsesformand Stine Bosse.

/ritzau/