Kirsten Olesen fejrer 40 år på Koldingbibliotekerne

Mandag den 1.juli kan biblioteksassistent og systemadministrator Kirsten Olesen fejre 40 års jubilæum på Koldingbibliotekerne.

Hun har i løbet af de 40 år arbejdet i bibliotekets katalogafdeling, som i dag hedder materialehåndteringen og bedst kan sammenlignes med ’hjertet i biblioteket’, hvor man indkøber og håndterer oplysninger om materialesamlingen og gør det muligt for lånerne at blandt andet finde og reservere bøger, musik og tidsskrifter.

Elev på Kolding Bibliotek

Kirsten Olesen blev ansat som bogopsætter i 1964, da biblioteket lå i Jernbanegade. Hun blev elev i 1967 og var efter sin læretid ’Assisterende Skrankeleder’ i ekspeditionen, men fik hurtigt nye opgaver som indkøber og klargører af børnebøger, lp-plader og kassettebånd. Men det skulle vise sig, at biblioteket havde nye store udfordringer.

Indførsel af edb

Ved indførelsen af edb i 1990’erne undergik Kolding Bibliotek væsentlige forandringer. Det betød, at de fysiske kartotekskort blev skiftet ud med elektroniske poster i bibliotekets nye edb-system. Og det har krævet stor interesse for it og it-systemer at kunne håndtere de nye arbejdsopgaver.

Noget, som Kirsten Olesen i høj grad havde, og i dag er hun systemadministrator for bibliotekssystemet. Det er især hendes omhyggelighed og grundighed, der er med til at få opgaverne løst.

Stort overskud på arbejdet

Kirstens arbejde bagved udlånet har betydet, at brugerne af biblioteket ikke har haft fornøjelsen af hendes gode humør og sjældne evne til at jonglere med det danske sprog. Men arbejdskollegerne nyder til gengæld Kirstens store overskud i hverdagen. Og det er også trivslen på arbejdspladsen, der ligger jubilaren mest på sinde.

- Når jeg ser tilbage på de 40 år, er arbejdsglæden det første, jeg tænker på. Og naturligvis det spændende variable arbejde og ikke mindst mine herlige kolleger, siger Kirsten Olesen.

Brug for mere fritid

Men arbejdet er alligevel ikke alt. Kirsten besluttede sig for år tilbage at arbejde mindre og bruge mere tid på familien. Hun nyder især sine daglige ture med puddelhunden, Niki, som er et fuldgyldigt medlem af familien.

Noget af det bedste Kirsten kan foretage sig er at opholde sig i sommerhuset i Skagen med manden og hele familien, der også tæller børn og børnebørn. Her kan man opleve hende gå lange ture med familien og Niki på stranden.

Fremtidens udfordringer på biblioteket er ikke noget, der bekymrer Kirsten. Det må komme som, det kommer.

- Min fantasi rækker ikke til at se frem i tiden, siger hun med et smil.

Dagens Gossip