Kirurg ville skåne 17-årig med nye bryster

Ifølge plastikkirurg Kim Tjelum var det ikke ulovligt, da han foretog en brystoperation på en 17-årige pige tilbage i april 2011.

Det var nemlig for at skåne hende fra psykiske gener, fortæller den 46-årige læge i Københavns Byret tirsdag, hvor han står tiltalt for i alt 12 forholde om lægesjusk og uautoriseret lægebehandling.

- I det her tilfælde var der tale om en patient med meget små og uproportioneret bryster. Og det var svært psykisk for hende.

- Ved sådan en udviklingsanomali er det fuldt forsvarligt at gribe ind - ikke af kosmetisk indikation - men af psykiske årsager, sagde han.

Kim Tjelum opgav sin lægeautorisation i september 2011, da han efter gentagne besøg fra sundhedsmyndighederne ikke levede op til kravene om blandt andet korrekt journalføring.

Men det stoppede ham ikke fra fortsat at tage imod patienter og foretage lægeundersøgelser på sin klinik, hvorfor han nu er tiltalt for uautoriseret lægebehandling.

Derudover er han tiltalt for flere tilfælde af lægesjusk og forsømmelse - både som plastikkirurg og vagtlæge sendt ud på hjemmebesøg i Københavnsområdet. Ligesom han beskyldes for ulovlig brystindgreb på en mindreårig.

- Der er ikke nogen aldersgrænse, hvis operationen ikke er sket efter kosmetisk indikation, lyder det fra Tjelums forsvar.

- Jeg gjorde det her af ekstraordinære årsager. Ellers havde jeg aldrig gjort det. Og hun er meget lykkelig over resultatet, siger Tjelum, der nægter sig skyldig i alle forhold.

Dog erkender han forholdet om, at han har udskrevet medicin til sig selv, efter han havde opgivet sin autorisation.

Men han holder fast i, at han ikke vidste, at det var ulovligt, når han endnu ikke havde modtaget skriftlig bekræftelse på, at han ikke længere var autoriseret læge på det pågældende tidspunkt.

Der er indkaldt mere end 20 vidner til af komme med forklaring i sagen mod Kim Tjelum, og den forventes afsluttet i maj.

Anklagemyndigheden kræver både fængselsstraf og bødebetaling samt erstatning til de mange fejlbehandlet patienter.

/ritzau/

Dagens Gossip