Kittel åbner Tour de France med spurtsejr

Skrevet af admin

05/07/2014

Dagens topnyheder

Marcel Kittel (Giant-Shimano) er igen kommet flyvende fra start i Tour de France, efter at han lørdag eftermiddag vandt første etape efter en massespurt i målbyen Harrogate i England.

Tyskeren var hurtigst, da rytterne skulle afgøre det hele efter 190,5 kilometers kørsel fra Leeds til Harrogate, hvor flere ryttere måtte i asfalten i et dramatisk styrt på opløbsstrækningen.

Den engelske hjemmebanefavorit Mark Cavendish var en af de uheldige, der styrtede i høj fart, og han tog sig til kravebenet, mens andre afgjorde løbet imellem sig. Peter Sagan (Cannondale) blev nummer to.

Selv om første etape endte i en massespurt, var der ikke tale om en pandekageflad tur rundt i nationalparken Yorkshire Dales.

Rytterne skulle blandt andet over tre stigninger, to i kategori 3 og en i kategori 4, og et imponerende antal mennesker var samlet på strækningen i Tourens første start i England i syv år.

Kort efter at hertuginde Kate klippede startsnoren for den 101. udgave af det berømte etapeløb, tog superveteranen Jens Voigt (Trek) af sted i et udbrud sammen med Benoit Jarrier (Bretagne-Séché) og Nicolas Edet (Cofidis).

Den 42-årige tysker, der tidligere kørte for Bjarne Riis' mandskab, stak dog af fra sine medsammensvorne efter 114 kilometer for at sikre sig løbets første bjergtrøje.

Dermed er Voigt den ældste rytter, der nogensinde har båret den prikkede trøje i det franske etapeløb, og med god samvittighed kunne han derefter holde fyraften.

En række ryttere blev sat af på vej op over stigningen Buttertubs omkring 100 kilometer fra målstregen. Deriblandt Katushas spanske holdkaptajn Joaquim Rodriguez, der er langt fra tidligere styrke.

Rodriguez styrtede i Giro d'Italia tidligere på året og bruger kun Tour de France til at komme tilbage i form til Vuelta a Espana, og man skal ikke forvente at se sidste års nummer tre i topstriden.

Feltet blev efterhånden samlet, og Lotto-danskeren Lars Bak tog et stort slæb forrest for at holde sammen på det hele, så holdets topsprinter, Andre Greipel, kunne blive kørt i stilling. Men det var altså Kittel, der tog sejren og den gule førertrøje.

/ritzau/