Kittel slog Cavendish på stregen

Torsdagens etape af Tour de France blev afgjort efter et sandt sprinteropgør, der desværre blev præget af et kæmpe styrt kort før målstregen. Her blev det den 25-årige tysker fra Argos-Shimano, Marcel Kittel, som krydsede målstregen først.

Den 218 kilometer lange transport-etape fra Fougéres til Tours i det nordlige Frankrig fandt hurtigt sin rytme. Allerede efter godt tre kilometer slap dagens fem udbrydere af sted. Det var Francesco Gavazzi (Astana), Romain Sicard (Euskaltel), Manuele Mori (Lampre), Juan Antonio Flecha (Vacansoleil-DCM) samt Anthony Delaplace (Sojasun).

Roligt byggede de et større forspring op. Lykkeridderne havde en overgang ni minutter ned til feltet, men de blev efterhånden halet ind af et stærkt kontrollerende felt anført af sprinterholdene Omega Pharma - Quick- Step, Lotto Belisol og Argos-Shimano i et tæt samarbejde.

Efter den indlagte pointspurt blev den førende kvintet til en kvartet, da den tidligere U/23-verdensmester Romain Sicard ikke spurtede med om pointene. Det blev dyrt, for udbrudskollegaerne gad ikke vente på ham, og dermed faldt Euskaltel-rytteren tilbage til feltet.

Stille og roligt blev udbryderne dog kørt ind af feltet, og kort efter 10 kilometer-porten blev passeret, var alle mand igen samlet i hovedfeltet, og dermed var der lagt op til en sprinterafgørelse, præcis som man havde forventet forinden etapestart.

Sprinterholdene begyndte straks en magtkamp om positionerne, og desværre forårsagede det et kæmpe styrt, hvor 12-14 ryttere blev involveret, mens den forreste del af feltet fortsatte de sidste par kilometer mod mål.

Mark Cavendish (Omega Pharma Quickstep),  Peter Sagan (Orica-Greenedge) og Marcel Kittel (Argos-Shimano) havde alle undgået styrtet og afgørelsen skulle findes blandt dem. Her fik det unge tyske håb Marcel Kittel med få centimeter kastet cyklen ind foran Mark Cavendish, og dermed tog han sin tredje etapesejr i dette års udgave af Tour de France.

Det samlede klassement forbliver uændret, og Team Sky Procyclings Chris Froome er derfor stadig i løbets gule førertrøje. Alle der var involveret i styrtet eller var fanget bag det får samme tid som resten af feltet.

Fredag køres endnu en flad etape skabt til feltets sprintere, og i den kommende weekend venter der to bjergetaper, hvor feltet på søndag skal op ad det legendarisk bjerg Mont Ventoux, inden der venter dem en hviledag mandag

 

 

 

Dagens Gossip