Kjærsfeldt udspiller landsmand og er sikker på bronze

Skrevet af admin

26/06/2015

Dagens topnyheder

Der var aldrig tvivl om udfaldet, da de to danske damesingler ved European Games i Baku skulle afgøre, hvem af dem der skulle have en medalje med hjem i kufferten.

Andenseedede Line Kjærsfeldt var ganske enkelt for stærk for landsmanden Anna Thea Madsen i kvartfinalen, der haltede efter gennem hele kampen. Kjærsfeldt vandt sikkert med 21-9 og 21-14.

Danmarksmesteren Line Kjærsfeldt lagde hurtigt fra land i første sæt, hvor Anna Thea Madsen slet ikke kunne komme ind i kampen, og lynhurtigt stod der 10-2 på resultattavlen i førstnævntes favør.

Hun fortsatte det høje tempo og snuppede sættet med 21-9.

Femteseedede Madsen kom bedre med i andet sæt, men hun var konstant et skridt eller to efter Kjærsfeldt, som endte med at tage sættet med 21-14 efter en god afslutning på sættet, hvor Anna Thea Madsen mistede den sidste rest af tro på sejr.

Og Anna Thea Madsen var slet ikke tilfreds med sin egen indsats.

- Jeg formåede ikke at komme ud af det pres, som Line satte på mig. Hun spiller rigtig godt, og laver få fejl, og jeg gør lidt det omvendte, lyder det fra Madsen til TV2 Sport efter kampen.

Dermed er Kjærsfeldt klar til semifinalen, og eftersom der ikke spilles om bronze i badmintonturneringen, men begge tabende semifinalister tildeles et stykke metal, er danskeren sikker på minimum bronze.

Hvem hun skal møde i semifinalen bliver først afgjort senere fredag, hvor Ksenia Polikarpova fra Rusland og tredjeseedede Petya Nedelcheva fra Bulgarien møder hinanden, og Kjærsfeldt er klar til dem begge.

- Bulgareren kan måske være lidt træt. Hun er en erfaren spiller, men jeg ved ikke, om hendes fysik kan holde hele vejen. Russeren har jeg til gengæld en god statistik mod.

- Uanset hvad skal jeg bare fokusere på mit eget spil, og så er det egentlig lige meget, hvem det bliver, siger Kjærsfeldt til TV2 Sport.

/ritzau/