Kjeldsen og Europa banker asiater på golfbanen

Skrevet af admin

17/01/2016

Dagens topnyheder

Den danske golfspiller Søren Kjeldsen var med på det europæiske hold, der vandt turneringen Eurasia Cup suverænt over asiatiske golfspillere.

I matchplay-turneringen mellem Europa og Asien vandt europæerne overlegent med 18,5 point mod 5,5 point i Kuala Lumpur.

I både fredagens fourball og i lørdagens foursome spillede Kjeldsen uafgjort, mens han vandt søndagens single over Prayad Marksaeng fra Thailand.

Det europæiske hold blev styret af Kaptajn Darren Clarke. Nordireren er ligeledes kaptajn for Europa, der senere i år møder USA i Ryder Cup.

- Nu skal jeg sætte mig ned og finde ud af, hvad jeg gjorde godt som kaptajn, og hvad jeg kan gøre bedre til Ryder Cup i september, siger Darren Clarke efter sejren i Kuala Lumpur.

Kendte navne som Ian Poulter og Lee Westwood var også med til at slå asiaterne.

Det var blot anden gang, at Eurasia Cup blev afviklet, og det var første gang, at turneringen fik en vinder. For to år siden spillede holdene 10-10.

Tidligere har en lignende turnering mellem Europa og Asien eksisteret under navnet Royal Trophy, men den turnering blev afviklet for sidste gang i 2013.

/ritzau/