Kjetil Jansrud skaber norsk jubel i super-G

Skrevet af admin

16/02/2014

Dagens topnyheder

Der er stor norsk jubel i den olympiske by, efter at Kjetil Jansrud søndag morgen har sikret landet dets første guldmedalje i alpint skiløb ved de olympiske lege i Sotji.

Jansrud var hurtigst i mændenes super-G, hvor han igen demonstrerede sin gode form, der også sikrede ham bronze i styrtløbet for en uge siden.

Den 28-årige fartspecialist er for alvor trådt frem i rampelyset ved dette OL, hvor Norges mest prominente skinavn, Aksel Lund Svindal, har holdt lav profil og også her måtte nøjes med en sekundær placering.

Mens nordmændene jubler over Jansruds bedrift, leverede Andrew Weibrecht et af OL's største overraskelser ved at køre ind på andenpladsen fra startnummer 29.

Weibrecht har tilbragt fem world cup-år langt inde i skyggen med to 10.-pladser som karrierens bedste resultater.

Men på det solfyldte bjerg i Krasnaya Polyana lykkedes alt pludselig for den 28-årige amerikaner fra Lake Placid, der drønede ind til en sølvmedalje, netop som podieplaceringerne så ud til at være fordelt.

Dermed måtte hans noget mere berømte landsmand Bode Miller nøjes med bronzemedaljen - en ære, han deler med canadieren Jan Hudec, der blev noteret for nøjagtigt samme tid.

Det er anden gang ved OL, at to løbere skal dele podieplaceringen, efter at Tina Maze og Dominique Gisin kom ind i samme tid i kvindernes styrtløb, der dermed fik to vindere.

For den danske deltager, Christoffer Faarup, blev super-G-løbet en skuffende afslutning på hans første OL-deltagelse.

Faarup fik aldrig fart i skiene og kørte i mål som nummer 47 5,20 sekunder efter Jansrud.

53 deltagere gennemførte konkurrencen.

/ritzau/