KL: Der skal være lige muligheder i land og by

Skrevet af admin

08/02/2015

Dagens topnyheder

Kommunernes Landsforening (KL) er bekymret over, at Danmark nu er et af de lande i EU, der har oplevet det største ryk af borgere fra landdistrikterne til de større byer i de senere år.

Det er Jyllands-Posten, der søndag kan fortælle, at indbyggertallet i byer med mindst 20.000 personer er steget med 7,6 procent siden 2009, mens befolkningen i landdistrikterne er faldet med 5,2 procent.

- Det er bekymrende, siger KL-formand Martin Damm (V) efter at have placeret sig på et bestemt sted i sit hus, hvor han af erfaring ved, at mobilsignalet er bedst.

- Og hvis denne her udvikling fortsætter, ender vi i en negativ spiral, hvor man til sidst skal sidde og diskutere, hvilke områder vi skal lukke ned i år, siger KL-formanden.

- Udviklingen kommer jo ikke ligefrem bag på nogen, men der er simpelthen sket for lidt fra centralt hold for at dæmme op for det, siger han.

- Der er nogle strukturelle ting, vi skal gøre noget ved, og vi bliver nødt til at arbejde hen imod, at der i højere grad skabes lige muligheder for borgerne i hele landet, siger han.

Martin Damm - der også er borgmester i Kalundborg - peger især på nødvendigheden af at få skabt en bedre infrastruktur mellem landsdelene. Både når det gælder digitalisering og transport.

- Det skal være lettere at komme ind til de større byer, hvad enten det er med bus eller tog eller i egen bil. Og det dur altså ikke, at folk ikke kan gå på nettet eller tale i mobiltelefon, når de kommer lidt ud på landet i Danmark, siger han.

I europæisk målestok er Danmark dog stadig langt fra et af de mest urbaniserede lande. Kun 22 procent af befolkningen bor ifølge Eurostat i tætbefolkede storbyområder. Det hører til den laveste andel i Europa.

/ritzau/